Ja, jeg er ensom

Venskaber er GULD værd! Det er noget enhver burde have, og noget der burde blive sat mere fokus på i forhold til både børn og voksnes trivsel. Det sidste års tid har jeg følt mig så uendelig alene og har virkelig tænkt over, hvor meget jeg savner en ven eller veninde, og hvor meget det egentlig påvirker mit velbefindende.

Jeg ved godt at min sygdom både har gjort mig asocial, påvirket mit humør og skræmt en masse væk. Jeg har været lukket inde på en psykiatrisk afdeling og boet i Århus. Men hvad betyder det når jeg SELV har gjort en masse for at bevare mine relationer? Taget initiativer og brugt energi på at være den bedste udgave af mig selv?

Det sidste par år har jeg været på diverse venindegrupper på Facebook, boet i bofællesskab og prøvet at passe ind i sociale kliker. Jeg har opsøgt folkeskoleveninder og venner, og veninder som jeg følte var som søstre. Holdt fester, inviteret til venindehygge og fødselsdage. Og på trods af alt det arbejde har jeg alligevel følt mig som en nødløsning når der ikke var bedre personer at være sammen eller feste med… Jeg er tom for ord og energi. Jeg har faktisk næsten givet op på at opbygge (eller genopbygge for den sags skyld) nye venskaber.

Jeg savner folkeskolen. Før sygdom og før folk blev selvoptagede og dominerende. Dengang man blev opdraget til at alle skulle være med og man ikke tænkte så meget over hvad andre tænkte. Se dengang havde jeg venskaber. Men hvor er de nu? Er det virkelig fordi man bliver ældre og gror fra hinanden, eller er det pga. min idiotiske lorte sygdom?

Idéen med dette opslag er ikke at sætte mig selv op som den eneste ensomme i verden, men at belyse at ensomhed faktisk er et problem for rigtig mange børn, unge og voksne idag. At alle har brug for en ven eller veninde til alt og intet, fest og ballade, trøst og snak. Vi vælger ikke alle selv at være ensomme, og vi har brug for DIG til at give os en chance og for at vise hvilken fantastisk person der gemmer sig!